Dianalund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
IngenIndbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Klintevej, Rødvig StevnsIndbrud i fritids-/sommerhus:
Højby Lyngvej, Højby Lyng, Højby Sj.Indbrud i skole og institutioner mv.:
IngenTyveri fra køretøjer:
Nørretorv, RingstedSkolestart med gode takter – Hele kredsen
Kontrollerne ved skolerne i forbindelse med skolestart fortsætter, og det gør det positive indtryk af trafikanternes adfærd også. Langt de fleste har godt styr på sikkerheden og overholder færdselsloven. Enkelte skoleelever har fået en påtale for at cykle på fortovet og i få tilfælde har betjentene taget bødeappen i brug, på grund af manglende sele.Odsherred
På Odden Skole i Havnebyen patruljerede lokalbetjent Anders Larsen omkring skolen, hvor han oplevede, at alle passede godt på hinanden. Ingen fik påtaler eller blev sigtet. Han glædede sig desuden over at se, hvor mange skolebørn, der cyklede til skole, og hvor mange – både børn og voksne, som brugte cykelhjelm. ” Her var virkelig ekstra godt styr på sikkerheden” siger Anders Larsen.Fårevejle Skole fik besøg af lokalbejtent, Henning, som førte tilsyn med morgentrafikken. Tre fik påtaler for at cykle på fortovet og to knallerter blev tjekket. Alt forløb godt og ingen blev sigtet.
Herrestrup Skole – Ingen påtaler eller sigtelser.
Kalundborg
Firhøjskolen – Trafikken forløb pænt. Ingen påtaler eller sigtelser.Ved Nyrupskolen tirsdag morgen kiggede lokalbetjent Troels forbi til stor glæde for elever, forældre og skolen. Alt forløb godt og der var ikke behov for at give påtaler eller bøder. Troels lovede at kigge forbi snart igen og hilse på skolepatruljen. En dagplejemor på tur kiggede tilfældigt forbi, og de små kommende skolebørn fik en snak med Troels og fik lov til at sidde i en politibil.
Hvidebækskolen i Ubby – en knallertfører fik en påtale, men ellers forløb alt godt og lovligt.
Raklev Skole – Ingen påtaler eller sigtelser.
Stevns
Strøbyskolen fik besøg af lokalbetjent Nick, som holdt øje med, at af- og påsætningspladsen ikke blev brugt til parkering. Enkelte fik en påtale for at parkere, men ingen blev sigtet. En elev på et el-løbehjul fik en påtale for ikke at bruge hjelm.Hotherskolen i Hårlev fik besøg af lokalbetjent Claus, der løftede pegefingeren enkelte gange, når bilister parkerede, hvor det ikke var tilladt. Ellers pæn kørsel intet behov for sigte nogen.
Holbæk
Holbæk Private Realskole – Lokalbetjent Mohammad kom med fif til skolepatruljerne. Alle var glade for at se politiet, og ingen behov for at give påtaler.Stenhus og Holbæk Lilleskole – Enkelte cyklister fik påtaler for at cykle på fortovet.
Bjergmarkskolen – Ingen påtaler eller sigtelser.
Ringsted
Ringsted Lilleskole havde hejst flaget i anledning af deres 10 års fødselsdag. Lokalbetjent Michael Engstrøm kiggede forbi, og mange elever ville gerne have taget et foto med betjenten. Trafikken gled uden problemer, og alle børn og voksne brugte seler.Vigerslev Skole – Ingen påtaler eller sigtelser.
Nordbakkeskolen fik et tilsyn – ingen påtaler eller sigtelser.
Roskilde
Vindinge Skole – Bilisterne kørte pænt og viste hensyn. En blev en sigtet for at køre uden sele og et par cyklister fik en påtale for at cykle på fortovet.Baunehøjskolen i Jyllinge – Generel rigtig pæn kørsel og glade børn med deres forældre. En enkelt bilist parkede i ”kiss N´ride” zonen, hvor kun af- og påsætning er tilladt. Føreren forlod bilen for at aflevere sit barn, men fik en påtale af lokalbetjent Jesper.
Lejre
Bramsnæsvigskolen i Kirke-Hyllige fik besøg af en patrulje, som fortæller, at alt forløb så fint ved skolen. En 1.klasse fik forevist politibilen til stor glæde for eleverne.Greve
Tune Skole fik besøg af betjente fra færdselsafdelingen. Vlado stoppede to bilister, hvor deres børn havde taget selen ned under armen, fordi den generede ved halsen. Dette er ikke sikkerhedsmæssigt korrekt, så forældrene fik en påtale og en vejledning om, hvordan problemet kunne løses lovligt med en selestrammer. Alt forløb ellers godt ved skolen.Solrød
Ved Uglegårdsskolen i Solrød kiggede en patrulje forbi, og de kunne med tilfredshed konstatere, at der var gode færdselsforhold ved skolen. En enkelt bilist fik en påtale for en parkering til ulempe.Skolekontrollerne fortsætter rundt omkring i kredsen.
Færdselsuheld – Elverdamsvej, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 11.19 rykkede politiet en alarmmelding om et sammenstød mellem flere køretøjer ud til uheldsstedet på rute 57 Elverdamsvej.To personbiler og en lastbil var involveret i sammenstødet, så vejen blev spærret for al trafik under redningsarbejdet, der især havde fokus på føreren i den ene personbil. En lægehelikopter var også blevet tilkaldt og landede på vejen tæt på uheldsstedet.
En 77-årig mand fra Dianalund blev reddet ud fra førerpladsen i den mest beskadigede personbil og efterfølgende fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalets traumecenter. En 75-årig kvinde fra Dianalund, der havde været passager i samme bil, blev i en ambulance bragt til kontrol på skadestuen i Holbæk.
En 78-årig mand fra Kirke-Hyllinge var som fører af den anden involverede personbil sluppet uskadte fra uheldet, hvilket også var tilfældet med en 48-årig mand fra Sorø som fører af den involverede lastbil.
En bilinspektør blev tilkaldt til at foretage undersøgelse af de involverede køretøjer og selve uheldsstedet.
Ud fra de tekniske undersøgelser på stedet sammenholdt med vidneforklaringer kan politiet oplyse, at den 77-årige kørte i nordlig retning ad Elverdamsvej, da han af ukendte årsager tilsyneladende kom for langt over i modsatte kørebanehalvdel.
Først ramte han sidespejlet på den modkørende personbil ført af den 78-årige mand i sydlig retning. Den 48-årige lastbilchauffør havde opdaget sammenstødet foran ham og forsøgte at undgå at blive involveret ved at trække mod højre, men blev dog alligevel ramt på lastbilens venstre side af den 77-åriges personbil, hvorefter personbilen snurrede rundt om sig selv, inden den standsede med store beskadigelser.
Afspærringen af vejen medførte stor trafikophobning frem til sidst på eftermiddagen, hvor den involverede lastbil som det sidste køretøj blev fjernet fra uheldsstedet, så trafikken atter kunne normaliseres.
Politiet afventer nu bilinspektørens erklæring om undersøgelserne, ligesom politiet også skal have afhørt de to personer, der blev bragt til sygehusene. Kvinden var sluppet uskadt fra uheldet, men den 77-årige blev indlagt på Rigshospitalet i anledning af behandlingskrævende skader.
Færdselsuheld – cyklist omkommet – Bredetvedvej, Bredetved, Holbæk
Kl. 13.18 henvendte pårørende til en 74-årig mand fra Holbæk sig til alarmcentralen med en bekymring om, at der formentlig var sket en ulykke. Den 74-årige havde ifølge de pårørende en alarm på sin cykel, og alarmen havde nu givet signal om, at noget var galt.Politiet og ambulancepersonalet blev sendt ud for at lede efter den 74-årige i området ved Munkholmvej og Bredetvedvej, hvor politiet fandt den 74-årige liggende livløst på en skovvej for enden af Bredetvedvej og med sin cykel liggende tæt på.
Den 74-årige modtog livreddende førstehjælp, mens en lægehelikopter fløj til området. En læge herfra måtte dog senere konstatere, at den 74-åriges liv ikke stod til at redde, hvorefter han blev bragt til et sygehus. Politiet havde fra starten kontakt til de pårørende, som straks blev underrettet om, at den 74-årige var afgået ved døden.
De nærmere undersøgelser på uheldsstedet med hjælp fra en tilkaldt bilinspektør viste, at der ikke var andre trafikanter involveret i uheldet på skovvejen, hvor der heller ikke havde været vidner til stedet.
På skovvejen lå et mindre træ på tværs af vejen, og den 74-årige havde formentlig af ukendt årsag påkørt træet, så han var væltet. I faldet havde han ramt underlaget bl.a. med sin cykelhjelm, som havde fået skader og var flækket.
Politiet skal nu sammen med en læge undersøge den 74-årige nærmere i et forsøg på at få afklaret, hvorvidt han pådrog sig så alvorlige kvæstelser ved uheldet, at hans liv ikke kunne reddes, eller om dødens indtræden skyldes andre årsager hos den 74-årige.
Færdselsuheld – Strandvejen / Billesborgvej, Køge
Kl. 16.14 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en cyklist og en bilist var stødt sammen i krydset Strandvejen – Billesborgvej.Det viste sig, at en 37-årig mand fra Køge var cyklet ad Strandvejen i sydøstlig retning, da han midt i krydset ved Billesborgvej blev påkørt af en personbil, der var blevet ført ad Billesborgvej mod øst og i færd med at svinge til højre for at forsætte kørslen ad Strandvejen også i sydøstlig retning. Cyklisten slap med diverse knubs ved uheldet.
Personbilen blev ført af en 71-årig mand fra Køge, som formentlig kan forvente at høre nærmere fra politiet, idet en rapport er optaget om sammenstødet ud fra en mistanke om, at vigepligtsbestemmelserne kan være blevet overtrådt.
To overtrædelser af knivloven – Kordilgade, Kalundborg
Kl. 18.00 bemærkede en patrulje ved gennemkørsel af Kordilgade to mænd, der som gæster sad på et serveringsområde ved en cafe.Politiet tog kontakt til de to mænd på 31 og 53 år fra Sydjylland. De blev begge kontrolleret og hver især fundet i besiddelse af en hobbykniv med en bladlængde på 13,5 cm.
Knivene hos de to mænd blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af knivloven, som begge umiddelbart godt kunne erkende sig skyldige i. De havde nemlig ikke noget anerkendelsesværdigt formål med at medbringe knivene på et serveringsområde ved en cafe. Senere vil de begge høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Hastighedsovertrædelse (vanvidskørsel) – bil beslaglagt – Roskildevej, Benløse, Ringsted
En ATK-fotovogn (Automatisk Trafik Kontrol) foretog tirsdag eftermiddag fra kl. 17.46 en kontrol af bilisters hastighed på Roskildevej i nordøstlig retning, hvor højst tilladte hastighed i byzonen ifølge skiltningen er 60 km/t.Kl. 18.22 passerede en personbil fotovognen med høj hastighed, så fotovognens blitz blev udløst, og operatøren i fotovogn kunne konstatere, at bilistens hastighed var blevet målt til 127 km/t mod de højst tilladte 60 km/t. Der var således tale om en sag om vanvidskørsel, da den målte hastighed var mere end det dobbelte af den tilladte.
Føreren af den hurtigkørende bil undrede sig over blitzblinket og henvendte sig kort efter ved fotovognen, hvortil en politipatrulje blev tilkaldt for straks at foretage den fornødne sagsbehandling.
Politiet fik klarlagt, at føreren af bilen var en 18-årig mand fra Borup, som blev sigtet for hastighedsovertrædelsen. Han blev samtidig gjort bekendt med, at hans førerret blev inddraget straks, så han måtte aflevere sit blot 10 måneder gamle kørekort.
Den 18-årige var kørende i en personbil, som var ejet af et familiemedlem, der havde udlånt bilen til ham. Trods dette blev den 18-årige gjort bekendt med, at bilen blev beslaglagt efter bestemmelserne om vanvidskørsel, hvilket bilejeren også blev gjort bekendt med. Bilejeren ønskede dog beslaglæggelsen forelagt for retten, så en dommer skal nu kigge nærmere på grundlaget herfor.
Den 18-årige og bilejeren vil derfor høre nærmere fra politiet, når der er truffet en retlig afgørelse om beslaglæggelsen, og den 18-årige kan tillige afvente en strafferetlig afgørelse i anledning af vanvidskørslen.
Hastighedsmålingen på stedet varede to timer og 15 min., hvorunder 300 bilister passerede målebilen. I alt fire bilister kørte så hurtigt, at de blev blitzet, og den ene af disse fire var vanvidsbilisten. De tre øvrige bilister kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af det foto, som blev optaget ved deres hastighedsovertrædelse.
Narkokørsel – Ringstedvej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 18.40 kontrollerede politiet en personbil, som en 31-årig mand fra Vejle var fører af på en parkeringsplads ved et supermarked. Ved kontrollen skønnede politiet den 31-årige påvirket af narkotika under kørslen i bilen, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.Den 31-årige var ikke helt enig med politiet i mistankegrundlaget for narkokørsel, men han kan nu afvente analyseerklæringen, der vil give svar herpå.
Bortvisning af uønskede campister – Jagtvej, Solrød Strand
Kl. 20.15 fik politiet en henvendelse om, at nogle mænd havde slået et telt op stranden for enden af Jagtvej. Mændene havde tilsyneladende været på stedet også natten i forvejen, hvorfor de var uønskede på stedet og burde henvises til steder med lovlig campingaktivitet.En patrulje kørte til området og fik på Solrød Strandvej kontakt til tre mænd på 25, 39 og 52 år alle fra Litauen, der medbragte bl.a. et tog og personlige ejendele. De var på vej væk fra området og oplyste at ville rejse med toget mod København. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere over for de tre mænd end at indskærpe reglerne om camping i Danmark.
Spirituskørsel – Holbækvej, Benløse, Ringsted
Kl. 00.04 fik politiet en anmeldelse om en bilist, der kørte meget usikkert og flere gange overskred midterstriberne og spærreflader under kørsel ad Holbækvej i sydlig retning i Ringsted, så der på et tidspunkt havde været risiko for et frontalt sammenstød med en modkørende.En patrulje fik standset personbilen, som blev ført af en spirituspåvirket, 58-årig mand fra Albertslund. Alkometertesten bekræftede, at den 58-årige var påvirket af alkohol over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og fik under en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Markedsgade, Holbæk
Kl. 00.15 standsede politiet en personbil, som en 36-årig mand fra Brønshøj førte ad Markedsgade. Første sigtelse blev i anledning af kørsel i bilen, selv om han i forvejen var frakendt førerretten.Ved den følgende kontrol af føreren kunne politiet mistænke ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, så den næste sigtelse omhandlede narkokørsel.
Den 31-årige fik derfor i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.
Færdselsuheld – Nybyvej, Kalundborg
Kl. 00.18 underrettede en 18-årig mand fra Kalundborg politiet om, at han var forulykket i en svag kurve på Nybyvej lidt nord for Beskesvej.En patrulje kørte til uheldsstedet og fik kontakt til den 18-årige, som var sluppet uskadt fra uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret.
Det viste sig, at den 18-årige var kørt i en personbil ad Nybyvej mod syd, men havde på grund af koblingsproblemer i en svag venstrekurve mistet kontrollen over bilen, så han efterfølgende påkørte en hæk og en kommunal brønddæksel.
Der skete skade både på den 18-åriges bil, hækkken og brønddækslet, men ud fra de konkrete omstændigheder registrerede politiet blot uheldet og den 18-åriges involvering heri.
Vågnede af mistænkelig lyd – Greve Landevej, Greve
Kl. 02.45 slog en 18-årig kvinde fra Greve alarm til politiet, idet hun netop var vågnet ved en mærkelig lyd ved et vindue i det rum, hvor hun havde sovet. Udenfor havde hun bemærket en fremmed mand, der straks tog flugten, men han nåede dog forinden at punktere dækkene på nogle biler på stedet.Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, for at lede efter manden. En patruljehund fik spor efter og fandt manden, som fortsatte sin flugt trods politiets tilråb om at standse. Patruljehunden fik kort efter stoppet manden, der pådrog sig lettere skader herved, så han efterfølgende kortvarigt måtte tilses på en skadestue.
Der var tale om en formentlig uligevægtig, 54-årig mand fra Roskilde, som efter skadestuebesøget blev afleveret på det sygehus i Roskilde, hvorfra han var savnet. Senere vil politiet afhøre manden og sigte ham for hærværket på bildækkene, når han kan afhøres til sagen.