Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Dianalund - onsdag den 17. februar

Profilbillede
dato

Dianalund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Løvsangervej, Greve

 

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Rævehaven, Ellinge Kohave, Højby

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

 

 

Covid-19: Skønhedsklinik i Roskilde sigtet for syvende gang

Kl. 10.59 kørte en patrulje til en skønhedsklinik i Roskilde, som har været nævnt flere gange på døgnrapporten, da virksomheden, ejeren og en ansat tilsammen er blevet sigtet seks gange for at holde på trods restriktionerne om at holde lukket grundet coronasituationen i Danmark. Politiet havde tirsdag igen modtaget anmeldelse om, at klinikken igen holdt åben, og patruljen traf også ved dagens besøg en kunde på stedet. Den 34-årige indehaver og den 32-årige ansatte var til stede, og de blev begge sigtet for at holde skønhedsklinikken åben for syvende gang. De kan forvente endnu en bøde i sagen.

 

Bil påkørte træ – Annebjerg Stræde, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 12.33 kørte en 47-årig mand fra Vig galt i sin bil, da han påkørte et træ i siden vejen på Annebjerg Stræde i Nykøbing Sj. Den 47-årige var kortvarigt uopmærksom og kørte ud i vejrabatten i højre side af vejen, hvor bilen ramte et vejtræ og væltede om på siden. Den 47-årige kom ikke noget alvorligt til, men bilen lå midt på vejen og blokerede trafikken. Bilen blev fjertet af vejhjælp og politiet registrerede uheldet.

 

Udenlandske butikstyve – Over Bølgen,Greve

Kl. 13.19 fik politiet anmeldelse om, at tre udenlandske mænd havde begået butikstyveri i Bilka Waves, hvor de i forening havde stjålet to ure, tøj, værktøj, fiskegrej, deodorant og barberskrabere til en samlet værdi af 2392 kr, som blev lagt i en medbragt rygsæk. Personalet fik tilbageholdt to ud af tre mænd ved udgangen, da de forlod butikken uden at betale for varerne. En patrulje kom frem og anholdt først de to mænd, som var i butikken. Kort efter blev den tredje mistænkte anholdt i en bil, som holdt ved supermarkedets parkeringsplads. Varerne blev leveret tilbage til butikken, som derfor ikke havde et erstatningskrav. De tre anholdte mænd på 46, 48 og 53 år fra Litauen, blev taget med til stationen til afhøring med tolk. De erkendte alle tyveriet og deres sager kunne afgøres med bøde. Den 53-årige mand havde adresse i Danmark og var ikke tidligere straffet i Danmark. Han fik afgjort sin sag med en advarsel og blev løsladt. De to øvrige sigtede vedtog et bødeforelæg, som afgørelse på deres sag. De to fik anholdelsen opretholdt i 3 x 24 timer som er muligt ifølge udlændingeloven, mens deres sag forelægges udlændingestyrelsen, som tager stilling til, om de to kan udvises af Danmark med et indrejseforbud.

 

Mange sager om narko og spirituskørsel

Der har været ekstraordinært mange sager om narko og spirituskørsel i det seneste døgn fordelt over hele politikredsen. En bilist kørte narkokørsel to gange idenfor få timer og en anden fik taget sin bil, da det var tredje gang han kørte påvirket inden for det seneste år. Læs mere i de næste historier på døgnrapporten.

 

Narkokørsel - Maglegårdsvej, Roskilde

Kl.18.48 blev en 22-årig mand fra Tune sigtet og anholdt for at køre i narkopåvirket tilstand, da han havde røget hash, hvilket en narkotest bekræftede. Den 22-årige blev sigtet for narkokørsel og wanholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

 

Narkobilist med hash – Marksvinget, Køge

Kl. 12.50 blev en 38-årig mand fra Dianalund testet positiv i en narkometertest som viste, at den 38-årige havde indtaget hash og kokain. Han blev ved en visitation fundet i besiddelse af en lille klump hash, som politiet beslaglagde. Den 38-årige blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve.

Mistænkt for narkokørsel forsøgte at flygte- Køge

Kl. 16.32 standsede en patrulje en 45-årig mand fra Køge i en rutinekontrol. Betjentene mistænkte, at den 45-årige var narkopåvirket, så han blev sat i patruljebilen, så han kunne få taget en narkotest. Mens han sad på bagsædet forsøgte han at flygte ud af bagdøren på passagersædet i modsatte side. Politiets biler er dog forsynet med børnelås af sikkerhedsmæssige årsager, så da det ikke lykkedes klemte han sig imellem sæderne til forsædet for at komme ud.

Betjentene tilbageholdt den 45-årige mand, som gjorde modstand og forsøgte at vride sig løs, selvom han havde fået af vide, at han var anholdt og sigtet for narkokørsel. Patruljen lagde manden i håndjern, hvorefter han blev kørt til en blodprøveudtagelse og senere løsladt.

Mand anholdt for narkokørsel to gange inden for få timer - Køge

Kl. 19.27 blev en 30-årig mand fra Farum standset af en færdselsbetjent på Egedesvej i Køge, da han kørte bil, selvom han var påvirket af kokain, amfetamin, og methamfetamin. Han blev sigtet, anhold og taget med til en blodprøve på Køge sygehus, hvorefter han blev løsladt. Efter løsladelsen tog den 30-årige en taxa tilbage til sin bil, hvor han igen satte sig ind og kørte videre. En anden patrulje standsede igen den 30-årige mand kl. 21.11 på Cirkelhusene i Køge, og så han måtte hele turen igennem en gang til. Sigtelse, anholdelse, blodprøveudtagelse og blev så igen løsladt. Når politiet får resultatet af de to blodprøver, vil den 30-årige få besked om resultatet og sagernes videre gang.

Narkokørsel - Hundige Stationsvej, Greve

kl. 21.40 sigtede og anholdt en færdselspatrulje en 33-årig mand fra Kastrup, som kørte i narkopåvirket tilstand på Hundige Stationsvej ud for Portalen. Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen.

Narko og spirituskørsel – Kalundborg

kl. 14.36 på Kirkevangen i Gørlev Sj – Kalundborg blev en 52-årig mand standset og sigtet for spirituskørsel, da hans promille var over det tilladte. Han blev anholdt for at få udtaget et blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Kl. 00.58 på Asser Rigsvej i Kalundborg standsede en patrulje en bilist, som var påvirket af hash. Føreren af bilen, en 21-årig mand fra Kalundborg, blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Narkokørsel og hash - Søndre Parkvej Ringsted

Kl.01.40 blev en 31-årig mand fra Ringsted anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil på Søndre Parkvej i Ringsted. Ved en visitation blev han desuden fundet i besiddelse af 6,61 gram hash, som politiet beslaglagde med henblik på konfiskation. Han blev derfor også sigtet for lov om euforiserende stoffer og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Spiritusbilist fik taget bilen – Byvej, Gislinge – Holbæk

Kl. 01.59 standsede politiet en 32-årig mand fra Holbæk, for at lave et rutinetjek af bil og fører. Føreren var påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Hans førerret var desuden inddraget i forbindelse med to endnu ikke afgjorte sager om kørsel i påvirket tilstand i 2020. Da det nu var tredje gang, at den 32-årige kørte påvirket kunne politiet beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation, hvilket han protesterede over. Retten skal derfor nu tage stilling til, om politiet havde ret til at tage bilen. Den 32-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, kan den 32-årige forvente at høre mere fra politiet. Hans sager vil blive afgjort ved et senere retsmøde, hvor retten vil afgøre, om bilen kan endeligt konfiskeres.

Kørte alt for stærkt i det glatte føre – Hårlev, Stevns

Kl. 17.46 foretog politiets videobil en hastighedsmåling af en 28-årig mand fra Hårlev, som kørte alt for stærkt ad Køgevej, selvom vejen var våd og glat. Den 28-årige blev målt til at køre med en gennemsnitsfart på 84 km/t i byzonen på Køgevej i Hårlev, hvor det er tilladt at køre 50 km/t. Han fortsatte sin hurtige kørsel ind i en 60 km/t zone med en hastighed på 90 km/t og videre ud på landevejen, hvor han accelererede op til 130 km/t, hvor det var tilladt at køre 80 km/t. Hele kørselsforløbet blev optaget på video, og den 28-årige blev sigtet for at køre for stærkt. Han blev desuden sigtet for ikke at tilpasse hastigheden efter forholdene, da det var mørkt, vådt og glat føre. Sagen lægges op til en klækkelig bøde og en ubetinget frakendelse af førerretten.

 

Unge bortvist fra P-hus – Sortebrødreplads, Roskilde

kl. 21.42 fik politiets vagtcentral en anmeldelse om, at der i P-husets på Sortebrødreplads var flere biler samlet, og at der var optræk til slagsmål. En patrulje kørte til P-huset, hvor der holdt fire biler og samlet nogle unge på stedet i alderen 18-20 år fra Roskilde og omegn. Der var ingen slagsmål og ingen var kommet til skade på stedet. Patruljen bad de unge rydde op efter sig, da der var efterladt noget affald. De blev herefter bedt om at forlade P-huset, da de ikke havde en god grund til at opholde sig på stedet.

 

Aquaplaning årsag til uheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 23.27 skete et uheld på Vestmotorvejen vestgående, da en bilist, en 31-årig mand fra Greve, overhalede en lastbil i kraftigt regnvejr. Der lå vand på kørebanen, så bilen aquaplanede og ramte autoværnet, hvorefter den snurrede rundt. En skiltevogn blev opsat til at lede trafikken uden om den havarerede bil indtil den blev fjernet af autohjælp. Den 31-årige slap fra uheldet uden personskade, men med en ødelagt bil.

 

Bil endte på taget – Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 05.29 onsdag morgen skete et solouheld på Slagelsevej ud for nr. 252, da en bil med fire unge mennesker i endte på taget. Føreren, en 19-årig mand fra Gørlev, mistede herredømmet over bilen, da de kørte igennem en stor vandpyt, så bilen aquaplanede. Bilen endte i grøften, hvor den trillede om på taget. De fire unge i alderen 16-19 år var alle rystede, men ved bevidsthed, da to ambulancer kom frem. En blev kørt på skadestuen til tjek, men alle var sluppet fra uheldet med forskrækkelsen og mindre knubs. Politiet registrerede uheldet.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi