Skoleleder til Holbergskolen: ledelse med fokus på trivsel og læring i Sorø Kommune

dato

Drømmer du om at stå i spidsen for en skole, hvor trivsel og læring går hånd i hånd? På Holbergskolen tror vi på, at alle børn har ret til et godt liv – og vi leder efter en skoleleder, der vil være med til at gøre den vision til virkelighed.

Vi søger dig, der:

  • Er synlig og nærværende i hverdagen – og skaber retning gennem klare visioner og åben dialog.
  • Har en positiv og involverende tilgang samt lytter med oprigtig interesse.
  • Tager ansvar i samarbejdet med børn, forældre, personale og kolleger – og kan træffe svære beslutninger med omtanke.
  • Har styr på økonomien og kan prioritere, så vi sikrer en ansvarlig drift.
  • Ser styrken i fællesskab og ønsker at lede i tæt samarbejde med skolens ledelsesteam og Strategisk Lederforum i Børn og Familier.
  • Har blik for lokalområdet og vil engagere sig i det.

Dit børnesyn matcher vores:
Alle børn og unge er unikke og har potentialer. Du tror på deltagelsesmuligheder for de fleste – både af sårbare og ressourcestærke børn – og arbejder helhedsorienteret med forebyggelse og tidlig indsats. Du er en fagligt stærk og nærværende leder, hvor børnene mødes med anerkendelse og høje forventninger.

Du hører barnets stemme som et centralt udgangspunkt for skolens arbejde. Barnets perspektiv skal være med til at forme beslutninger, undervisning og samarbejde, så vi sikrer, at hvert barn oplever sig set, hørt og anerkendt.
Du arbejder for en motiverende og varieret undervisning, der skaber læringsglæde og giver plads til forskellige læringsstile og behov. Undervisningen skal være meningsfuld og understøtte både faglig udvikling og trivsel – herunder en styrkelse af praksisfagligheden, så eleverne får mulighed for at lære gennem konkrete, virkelighedsnære aktiviteter, der forbinder teori og praksis.
En vigtig opgave er også at sikre gode overgange og en tidlig indsats, så børn får den rette støtte på det rette tidspunkt. Overgange mellem fx dagtilbud, skole og fritidstilbud skal være trygge og sammenhængende, og vi skal forebygge udfordringer ved at handle tidligt og målrettet.

Strategisk Lederforum i Børn og Familier:
I Sorø Kommune er der etableret et stærkt fællesskab mellem de øverst ansvarlige ledere i Børn og Familier, som går under betegnelsen Strategisk Lederforum i Børn og Familier (SLBF). Børn og Familier i Sorø Kommune dækker det samlede 0-18 års område.
Det betyder, at du bliver medlem af et strategisk arbejdsfællesskab bestående af Børn og Familiers centerchef og kommunens skoleledere, dagtilbudsleder, gruppeledere og sekretariatsleder (gruppeledere og sekretariatsleder er ledere af PPR (psykologer og logopæder) sundhedsplejersker, sagsbehandlere, familierådgivere, ungekonsulenter, SSP, konsulenter og administration)

Børn og Familier har et klart ønske om et tværfagligt, vidensbaseret og transparent børneområde, der arbejder for at skabe en bedre sammenhæng, mere fællesretning og et stærkere fagligt samarbejde på tværs.

Som ny skoleleder på Holbergskolen bliver du en del af det fælles fokus: At omsætte Sorø Kommunes ambition om en sammenhængende indsats for børn og unge til virkelighed.

Vi lægger vægt på, at du har erfaring med decentral visitation:
I Sorø Kommune er kompetencen til at visitere børn til specialpædagogisk bistand uddelegeret til skolelederen. Det betyder, at du – i samarbejde med tværfaglige samarbejdspartnere – skal kunne træffe beslutninger herom og sikre en faglig og transparent proces.

Din baggrund:
Vi forventer, at du er en erfaren leder fra folkeskolen, der har lyst til at være en aktiv del af skolens hverdag og kan bidrage til at sikre et fagligt, pædagogisk og didaktisk stærkt miljø. Du har din lederuddannelse på plads eller ønsker at gennemføre den på minimum diplomniveau.

Holbergskolen:
Holbergskolen ligger i Dianalund, en stationsby på Vestsjælland med ca. 4.000 indbyggere i Sorø Kommune. Skolen har omkring 480 elever fra 0.-9. klasse.
Holbergskolen er en skole med stærke værdier, engagerede medarbejdere og en ledelsesgruppe, der står klar til at støtte dig, og som gerne løser opgaver sammen efter evner og kompetencer - og ikke nødvendigvis efter titel. Ledelsesteamet består af en skoleleder og tre afdelingsledere.
Holbergskolen er, sammen med de øvrige fem skoler i Sorø Kommune, optaget af i fællesskab at skabe en skole, der kan mere for flere. Du skal kunne se dig selv være først og fremmest en synlig og nærværende skoleleder på Holbergskolen men samtidig med, at du er en aktiv del af fællesskabet og Sorø Kommunes ambition om en sammenhængende indsats for alle børn og unge.

Proces:
Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2026.

Der vil være to samtalerunder. 1. runde finder sted den 15. januar 2026 og 2. runde er den 26. januar 2026. Mellem samtalerne må der påregnes tid til et kaffemøde med Centerchefen og ved 2. samtalerunde vil du blive præsenteret for en case før samtalen.

Har du lyst til at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Morten Mygind Jensen, Centerchef for Børn og Familier, på telefon 23 63 93 29.
Kom gerne på besøg, inden du sender din ansøgning. Kontakt skolens administration for en aftale via mail: holbergskolen@soroe.dk eller telefon 57 87 61 62.

Du kan finde mere information om skolen på holberg-skolen.aula.dk.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Ved ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning
I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Vores værdigrundlag er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse.

Kommunen har godt 30.000 indbyggere og ligger midt på Sjælland i et naturskønt område med søer og skove. Sorø Kommune har ca. 2.500 medarbejdere – og så er vi i øvrigt en røgfri arbejdsplads.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Sorø Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Holbergskolen, Sømosevej, 4293 Dianalund

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 04-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/06a3f0c5-9344-4f77-8bd9-fd21ae975c24

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet