Er du en dygtig klasserumsleder, der brænder for at skabe trygge og motiverende læringsfællesskaber for børn i udsatte positioner?
Vi søger to lærere til Holbergskolens flexklasser, som altid har børnene på sinde og forstår betydningen af den gode relation.
Den ene stilling er til vores flexklasse på mellemtrinnet (3.-5. årgang), og den anden er til vores flexklasse i udskolingen (6.-9. årgang). Du skal være indstillet på at undervise i flere forskellige fag. Matematik er et af de fag, vi særligt søger kompetencer indenfor.
Vi leder efter dig, der kan se bag børns adfærd og møde dem med anerkendelse, samtidig med at du har høje ambitioner på deres vegne. Du tror på, at relationer, tydelige rammer og meningsfuld undervisning er vejen til både trivsel og læring.
Hos os er det fælles projekt i højsædet, og vi glæder os til at byde nye kolleger velkommen på holdet.
Om vores flexklasser
Vores flexklasser er et tilbud for elever, som har brug for et mindre og mere struktureret læringsmiljø for at kunne trives, udvikle sig fagligt og styrke deres deltagelse i skolens fællesskaber.
Her møder vi eleverne med tydelige rammer, høj grad af struktur, forudsigelighed og relationel støtte. Samtidig arbejder vi målrettet med at styrke elevernes tilknytning til deres stamklasser og skolens fællesskaber.
Klasserne er små, og du bliver en del af et tæt teamsamarbejde omkring eleverne. I hverdagen står du derfor ikke alene med opgaven, men planlægger og løser den sammen med dygtige kolleger. Du skal kunne samarbejde tæt med både kolleger, forældre og eksterne samarbejdspartnere for at skabe de bedst mulige deltagelsesmuligheder for eleverne.
Vi tilbyder
Som lærer hos os bliver du en del af et professionelt læringsfællesskab, hvor vi løser opgaverne sammen.
Vi tilbyder en arbejdsplads med kort afstand mellem medarbejdere og ledelse, hvor vi vægter trivsel, faglig udvikling og kollegial støtte højt. Du bliver en del af et kollegaskab, hvor vi passer på hinanden, hjælper hinanden og deler både udfordringer og succeser.
Humor er en vigtig ingrediens hos os. Vi tager vores arbejde alvorligt, men ikke os selv alt for alvorligt.
Vi søger
Vi søger en kollega, som har:
Stærke relationskompetencer: Du kan skabe tillidsfulde relationer til elever, forældre og kolleger og ser relationen som en forudsætning for læring, udvikling og trivsel.
Specialpædagogisk forståelse: Du kan skabe struktur, tydelighed og ro i læringsmiljøet med en anerkendende tilgang. Du har forståelse for, og gerne erfaring med, børn i udsatte positioner.
Et anerkendende børnesyn: Du møder børnene dér, hvor de er, og ser bag adfærden. Du arbejder ud fra en grundlæggende forståelse af, at børn gør det bedste, de kan, i de rammer de har.
Et stærkt samarbejdsgen: Du trives i et tæt forpligtende teamsamarbejde og forstår, at gode løsninger skabes sammen.
Om Holbergskolen
Holbergskolen er en skole med ca. 480 elever, hvor vi ser hele opgaven med at lave skole som noget, vi gør sammen.
Kerneopgaven er vores fælles mål hver eneste dag: Vi arbejder målrettet for, at vores elever trives i stærke fællesskaber, bliver så dygtige, som de overhovedet kan, og bliver klædt godt på til et godt liv efter folkeskolen.
Vi er stolte af vores tætte samarbejde med forældrene og den imødekommenhed, der præger vores skole, både i klasselokalerne, på gangene og på lærerværelset.
Har du lyst til at høre mere om stillingen eller besøge skolen, inden du søger, er du meget velkommen til at kontakte skoleleder Peter Hjort på 24852765.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst.
Stillingstype: Fastansættelse 37 timer
Tiltrædelse: 1.oktober eller snarest
Ansøgningsprocedure
Send din ansøgning elektronisk ved at klikke på "Send ansøgning" og vedhæft din ansøgning og dit CV.
Der indhentes børne- og straffeattest ved ansættelse.
Samtaler forventes afholdt dato: 25. og 26. august
I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Vores værdigrundlag er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse.
Kommunen har godt 30.000 indbyggere og ligger midt på Sjælland i et naturskønt område med søer og skove. Sorø Kommune har ca. 2.500 medarbejdere – og så er vi i øvrigt en røgfri arbejdsplads.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Sorø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Holbergskolen, Sømosevej, 4293 Dianalund
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/43d3ed12-e3be-4079-bec1-6a998e589f40